Ny i Nepal

Mit nye liv, som dansker i Nepal, startede i mandags, da jeg ankom til lufthavnen i Kathmandu - efter at have været undervejs i 20 timer.

Monsunen stjal den berømmede indflyvnings-udsigt til Himalayabjergkæden og havde i stedet iklædt Kathmandu en masse skyer. Flyet hang lavt, før Nepal åbenbarede sig under vattæppet - men hvilket syn! Byen ligger i en dal, omkranset af høje, grønne bakketoppe med terrassemarker. Ingen højhuse skjulte gadelivet eller tagterrasserne og jeg kunne endelig se Nepal ved selvsyn.

Første oplevelse var at stige ud af flyet og gå ind i en mur af varm, fugtig, benzinlugtende luft. Næste oplevelse kom, da MS' tre nye udviklingsarbejdere, Jakob, Christine og jeg, fik to orange blomsterkranse hængt om halsen af den modtagelseskomité, MS havde sendt af sted for at hente os i lufthavnen. En fin og overrumplende gestus. ”Hey Hawai”, tænkte jeg, og var taknemmelig for ikke længere at dufte alt for kraftigt af sure tæer og mange timer i det samme flysæde.

Jeg har glædet mig til at realisere mine drømme om at forene mit fag med et udlandsophold. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg kommer til at agere som journalist i dette land. Derfor har jeg næsten ikke kunne vente med at få det hele at se i virkeligheden. Køreturen fra lufthavnen og ind til MS' hus midt i byen var derfor overvældende; endelig sad jeg der og kunne med egne øjne se den by, der nu skal være mit hjem de kommende 26 måneder.

Især trafikken sprang i øjnene og trafikkaos er pludselig blevet et fattigt ord. Cykler med hele familier placeret på sadel, stang og bagagebærer kæmper om pladsen med køer, motorcykler og knallerter, busser og gående. Vel at mærke på veje, der ofte ikke er asfalterede. Grus og monsunmudder gør al kørsel til en - på alle måder - rystende oplevelse. Fik jeg lige nævnt en anden trafikal udfordring; venstrekørsel! Nå, senere i dag, torsdag, har jeg mine første køretimer, hvor jeg skal prøve kræfter med både en firehjulstrukket Suzuki Hiluxe - en kæmpe på fire hjul med lad - og en lidt mindre Suzuki til bykørsel. Det bliver især den sidste af slagsen, jeg kommer til at køre rundt i. Tror jeg. Nu må vi jo lige se, hvordan det går. Nepaleserne kører... opportunistisk...og det må jeg så også til at lære. De andre danske DW'ere (ja, det må I hellere lære; kort form af Development Worker - jeg er så Info DW'er) kører i sandhed som om, de aldrig har skulle op til en køreprøve i Danmark, så man kan vist lære det!

Jobbet har jeg ikke gjort så meget ved endnu, endsige hørt noget om. De første dage er gået med sightseeing og introduktion til MS og Nepal og alt det praktiske, der er i starten. Forløbet er ret godt tilrettelagt og tager hensyn til, at alle er lidt lette i hovederne efter de sidste ugers mange forberedelser, flyveturen og de mange nye indtryk her. Alene at lære kollegaernes navne er en stor udfordring. De hedder også noget så mundret som Rameshwor, Purushottam og Subhadra. Mandag starter sprogkurset og jeg glæder mig en del. Jeg tror, det er en væsentlig forudsætning for et godt ophold, at jeg forstår at udtrykke mig på Nepali.

Nu er computerbatteriet ved at være i bund og stikker jeg ledningen i stikkontakten sker der intet....løse forbindelser, tordenvejr og ledninger over jorden forklarer en del af de ujævnheder man kan opleve på el-nettet. Sabotage fra maoist-bevægelsen er også en mulighed. Dét skal I nok høre mere om. Lige som der også nok skal komme nyt om jobbet, boligjagten, maden, skolerne, medierne, Yetierne og alt det andet, jeg har lovet hjemmefra. ( Min bror, Anders, at bedt mig indsamle noget DNA materiale af Nepals afskyelige snemand, Yetien, så han kan vinde Nobelprisen i biologi).

Nu vil jeg stoppe, der skal også være lidt strøm til at sende dette til bloggen. Mange hilsner fra Kathmandu/L