Stort og småt om livet i Kathmandu

onsdag, august 18, 2004

Blokade

Kathmandu er blevet lidt varmere siden min ankomst for præcis en måned siden. På flere måder. Monsunen aftager til fordel for flere skyfrie timer og bagende sol, og mandag aften sprang maoisterne en bombe på et centralt, femstjernet hotel. En nyhed som både Radioavisen og Rizau har prioriteret, så måske I har hørt noget allerede. Heldigvis kom ingen noget til. Bomben blev smidt ind over hotellets mur af en mand på cykel og landede lige ved swimming poolen - og det var en lille én, så der var faktisk heller ikke stor materiel skade.

I dag indledte maoisterne så en blokade af de tre indfaldsveje ud og ind af Kathmandu-dalen, hvilket betyder at ingen motoriseret trafik kan passere. Det er første gang, at maoisterne på dén måde forsøger at lade byens befolkning mærke oprøret. Tidligere har der været diverse bandhs - udgangsforbud om aftenen i 14 dage, undervisningsforbud i ti dage etc - men det er snart flere måneder siden sidst.

Dette er ikke en bandh, men en blokade af trafikken og byens forsyninger. Cykler, rickshaws og gående er forsat tilladte. Alligevel kan det hurtigt få konsekvenser for diverse forsyninger til byen. Mange fødevarer kommer hertil udefra. Det samme gør olie og benzin. Regeringshæren har dog, i følge lokal presse, iværksat eskorter af lastbiler.
Se evt. http://www.nepalnews.com/

Det har længe været usikkert, om der overhovedet ville komme en blokade i dag, selv om den har været varslet i lidt over en uge. MS har et veludviklet netværk af både formelle og uformelle informanter og alligevel må man vente til selve dagen og se tingene an. Forskellige maoist-enklaver har sagt noget forskelligt og informationerne er svære at verificere og bekræfte.
Analytikere mener, at oprørsbevægelsen mest af alt ønsker at ryste bybefolkningen og skabe frygt i gaderne. Hidtil er det især landbefolkningen, der har måtte leve med maoisternes tilstedeværelse. Mere eller mindre frivilligt. De kontrollerer nu cirka 80 procent af landet.

Udover blokaden, har de, ved at udstede forbud mod store industrivirksomheder som kongefamilien har aktier i, effektivt lukket store arbejdspladser og forhindret økonomisk gevinst. Desværre går det jo altså også ud over de fattige arbejdere... Alt i alt er denne uges begivenheder noget af en magtdemonstration af, hvad oprørsbevægelsen er i stand til at organisere.

Info til bekymrede forældre: Jeg har ikke på egen krop mærket noget som helst og går ikke sulten i seng - men det kunne jo være man skulle overveje at hamstre lidt gær...