Stort og småt om livet i Kathmandu

tirsdag, december 21, 2004

En gløgg flaskes lange rejse....

Der er fire dage til juleaften og jeg har netop åbnet dén flaske Søbogaard-gløgg, som jeg møjsommeligt pakkede ned i mine blå tønder i juli måned, forud for afrejsen til Nepal. Egentlig er det lidt sjovt med den gløgg, for udover turen til Kathmandu, har flasken overlevet julen 2003 såvel som flytningen fra Østbanegade til Nordvest. Lidt som var det en flaske champagne, gemt til en særlig lejlighed, sidder jeg nu og nyder den traditionelle danske juledrik i min nye lejlighed og føler mig endelig godt og vel hjemme. Ret præcist fem måneder efter min ankomst.

Selv om jeg faktisk flyttede mine ting ud fra MS gæstehuset forrige weekend, er det først i den netop overståede weekend at jeg har haft tid til at hænge tøjet på bøjler og sætte bøgerne op på hylderne. Der har været en del meget lange arbejdsdage på det seneste og jeg har ikke gidet pakke ud i mørke, efter ti timer på job.

Men hvilket hus! Denne fire etager store lejlighed har været ventetiden værd. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig noget i retning af denne boligstandart, hverken i New York, København eller Kathmandu.

Beliggenheden er formidabel og indretningen lige til et boligblad. Med en tagterasse i to niveauer og en balkon rundt om første sal, er der også gode muligheder for at iagttage livet som det leves på en af Kathmandus smukkeste pladser, Patan Durbar Marg. Lige uden for mine vinduer er der templer bygget så langt tilbage som år 1300 - 1700. Gadehunde og gadesælgere kæmper om territoriet i de smalle, omkringliggende gader, der heldigvis er så trange, så bilerne for det meste holder sig væk.

Dette område har sin egen puls og en særegen karakter, anderledes end for resten af Kathmandu. Jeg glæder mig til at udforske det hele og blive fortrolig med en ny del af byen.

Lejligheden ville være et hyggeligt sted at holde jul, men sådan bliver det ikke. Onsdag den 22. december sidder jeg nemlig i et fly på vej mod Thailand. Jeg skal holde jul på en strand og Nytår i Bangkok. Mens I slås om årets mandelgave, snorkler jeg rundt og kigger på koraler. Når I springer ned fra stolen på Rådhusklokkernes sidste slag, sidder jeg nok på en fin restaurant og funderer over, hvorfor jeg ikke står på en tagterasse i København, sammen med alle mine venner. I må selv finde ud af, hvis tur det er til at revne bukserne i år!

Glædelig Jul og Godt Nytår til alle mine kære

Line