2725 m

Efter at have brugt hvad der svarer til en over middel nepalesisk månedsløn i North Face-butikken i Kathmandu centrum, tog jeg lørdag morgen afsted på mit livs første trek-tur. Udstyret med state of the art trek-sokker, trek-regnfrakke, trek-sovepose, dagstrek-rygsæk og chokolade-müslibarer lydende navnet "Trekkers fuel" - kunne jeg jo ikke være mere forberedt vel? Altså lige bortset fra at en og anden godt måtte have fortalt mig hvor koldt det bliver, når solen går ned i 2200m højde! Et pashminasjal vejer ikke meget i en rygsæk, men kan altså heller ikke helt gøre det ud for en fleece. Må vist tilbage til North Face-butikken...

Vi var fire afsted; Jacob, Christine og hunden selv - de nye DW'er - samt Viggo, der har gået turen fire gange og i øvrigt udmærker sig ved at være gift med MS country director Nina Ellinger, der er min chef. Viggo er en meget erfaren trekker og kunne underholde om en tre uger lang ekspedition, hvor 21 bærere servicerede syv danskere. Jeg regner bestemt med selv at få mig en lignende oplevelse, inden jeg forlader Nepal.

Første dags distance hed Sundarijal-Chisopani - en 1150 m stigning og derefter en 150 m. nedstigning til det lille gæstehus på toppen. Et gæstehus der helt ublu lød navnet "Hotel Annapourna". Er man heldig at være der i klart vejr, skulle der være udsigt til de høje bjerge længere nordpå. Dem med sne. Det var der desværre ikke. Tågen kom kravlende ind, samtidig med at pandekagerne og eftermiddagsteen blev sat frem for os. Senere kom regnen og tordenbragene. Det blev helt uhyggeligt og pludselig forstod jeg lidt bedre, hvorfor der er så meget overtro og spøgelsesskræk. Det er jo sortmørkt, så man ikke kan se en hånd for sig og elektrisitet er der ikke noget af. Da det så hen under aftenen bankede på døren og to bevæbnede mænd kiggede ind, syntes jeg det passede ret godt til sceneriet. Jeg har nu officielt set en levende maoist.

De kiggede lige casually forbi for at tjekke hvor turisterne kom fra - godt man ikke var amerikaner - og for at opkræve lidt ekstraskat af hotelejeren, der også måtte aflevere cigaretter fra den lille kiosk. Helt åbenlyst og lige for øjnene af os. Det er ikke nemt at være almindelig civil i en nepalesisk sammenhæng. Kommer der en maoist forbi og ønsker husly eller mad, så kan man ikke nægte, hvis man har sit liv kært. Dagen efter kommer militæret så og anklager en for forræderi og hvis man stadig er heldig at være hjemme dagen efter igen, så returnerer maoisterne og beskylder dig for at være meddeler. Dét betyder ofte, at man må skynde sig til den anden ende af landet.

At se et par maoister var nu ikke helt turens højdepunkt. Det kom dagen efter, da vi nåede Shivapuri, der er Kathmandu-dalens næsthøjeste bakketop, og måler 2725m. Ja, altså her er der stadig tale om bakker...

Området vi gik i er en del af et stort wild life reserve, hvor man også henter store dele af det drikkevand, der dagligt bruges i hovedstaden. Masser af fugle, vildsvin, leoparder, sommerfugle og fauna jeg ikke kender navnene på, stod nævnt i brochuren. Leoparden og vildsvinet var desværre ikke hjemme, det var til gengæld de lede igler. Iglerne er fremme under regntiden og er sådan nogle små, sorte, slimede sataner, der suger sig fast og tapper 0 Rhesus A blod fra deres udsendte. Jeg har ikke helt forstået deres plads i fødekæden, men jeg forstår i hvertfald at de levede godt af mig i weekenden. Det var selvfølgelig heller ikke helt smart at vælge de stumpede - mere fikse - trekbukser frem for de helt lange. Det bare stykke rundt over støvlen er helt rødt og bulet og klør forfærdeligt efter de mange iglekys. Kunne bare bedre lide farven på capri-modellen...

Det var dejligt at komme væk fra bilosen og høre stilhed og chikadelarm, trække bjergluft langt ned i lungerne og springe over sten og bække og nedfaldne træstammer - og så var det jo bare en lille smuttur for weekenden. Om et par uger venter 11 dages trek til Annapourna Base Camp.
Så står den nemlig på Dashain-festival, hvilket svarer til den kristne jul. Her tager nepaleserne på familiebesøg og ofrer en hulens masse geder og modtager gudernes og slægtninges velsignelse. Faktisk har vi her på kontoret en seance d. 15. oktober, hvor alle 28 biler skal velsignes. Der bliver slagtet en ged på parkeringspladsen og så stænker vi lidt blod på køleren, i håb om at det må stille guderne tilfredse, så de ikke ønsker andet blod! Mere om det senere.