Tsunami

Om morgenen den 26 december 2004 skælvede jorden ud for Sumatra. Jeg lå under et romantisk myggenet i en seng i en bambushytte på en strand i Thailand. Mere end tusinde kilometer væk.Ved siden af mig sov min kæreste. Jeg var vågnet og lå og kiggede rundt i værelset. Sollyset trængte ind gennem bambusstængerne og lavede sjove mønstre på væggene. Pludselig blev mønstrene uskarpe og jeg gned øjnene – men det hjalp ikke på synet. Hele hytten rystede, men det var ovre før end det blev til mere end en stille undren. Alligevel var jeg ikke i tvivl; Det var ikke mit syn, det var et jordskælv. I Nepal er jordskælv hyppige og jeg har lært noget om de forholdsregler, man bør tage sig. Hvad jeg dog ikke havde hørt noget om var den efterfølgende risiko for massive bølger; tsunami. Efter at have fået en solid thailandsk morgenmad, bestående af risgrød med rejser, satte jeg mig derfor trygt ned på stranden med min bog. Klokken var omkring ti om formiddagen og solen var allerede skarp. Som den eneste havde jeg rykket min liggestol fri af palmernes skygge og sad derfor længst nede mod brændingen, tre andre – min kæreste og et tysk par - sad bag mig under palmerne. Den franske børnefamilie var lige gået i land igen efter at have plasket rundt på en rød plastikkano, der nu var trukket op på land og lå lidt til venstre for min liggestol.

Jeg var ikke kommet langt med bogen før jeg fornemmede en forandring i vandet. Bølgernes rytme var blevet brudt. Vandet var faktisk helt holdt op med at trække sig frem og tilbage. Det bare steg og steg omkring mig. Ikke som i en høj og voldsom bølge, men som tidevand der stiger og stiger, meget meget hurtigt. Jeg fløj op og lod alt ligge. Krimien havde jeg dog stadig i den ene hånd. Jeg greb den røde plastikkano, der for længst var begyndt at flyde og løb bagud mod land, mens vandet steg og steg. Jeg kan ikke huske lydene: om jeg selv sagde noget eller om andre gjorde. Men jeg kan huske at jeg tænkte på Bangladesh, landet med de mange oversvømmelser. Jeg og min røde plastikkano var nu nået 30 meter ind på land og vandet kom stadig. Det løb hurtigere end jeg og fortsatte ind under strandhytten, der stod på halvanden meter høje stænger. Liggestole, parasoler, køleskab og alt muligt andet flød rundt i vandet og blev ført med ud, da vandet trak sig tilbage igen. Ingen var kommet noget til, fik vi hurtigt konstateret. Vi løb ned på stranden igen for at nå at fange de flydende stole og både og startede eftersøgningen af vores forsvundne klipklappere. Cirka ti minutter efter steg vandet igen. Igen meget hurtigt, men ikke helt så højt som første gang.

Anden gang det skete blev jeg bange. Jeg var nemlig gået ned ad stranden og der var ikke de samme muligheder for at løbe bagud ind over land. En meget tæt skov af træer stod i vejen. Jeg svømmede hen til det højeste træ, i det mest ulækre og beskidte vand, fyldt med flydene affald. Træet var fyldt med torne og jeg kunne se at det ikke var til at klatre op i. Jeg skældte ud på Naren, som jeg synes bevægede sig alt for langsomt. Det var som om han ikke fattede at han var i fare. Jeg kunne høre angsten i min egen stemme. Heldigvis faldt vandet igen ret hurtigt og jeg løb tilbage til hytterne. Stranden var fyldt med ting, der ikke skulle være der. Affald, møbler, fiskenet. Borde og stole flød igen hoppende afsted, trukket af en kraftig strøm, og var på vej rundt om klipperne længere nede af stranden. Tredie vandstigning kom et par minutter efter, men gjorde ikke andet end at flytte om på rodet. Den franske familiefar nævnet jordskælvet fra samme morgen og satte vandets mærkelige adfærd i forbindelse med rystelserne. Det havde jeg indtil da ikke selv gjort.

Jeg satte efter de flydende stole på den røde plastikkano, glad for roteknikken fra Danske Studenters Roklub. En kurvestol og en parasol blev fisket ombord. Et utal af sandaler, der ikke passede sammen, fik jeg også fisket op. De lå længe uhentede på stranden og vidnede stille om de voldsomme bølger, der havde ramt andre strande. Ikke at det var noget jeg vidste på det tidspunkt.

Al elektricitet var væk og fjernsynet duede ikke længere. Saltvandet havde oversvømmet alle motorcykler og knallerter og derfor var det til fods at Naren og jeg begyndte på de ti kilometer ned mod øens hovedlandsby, på jagt efter informationer og mad. Vi havde pakket en taske med vand, pas, flybilletter og penge og ladet alt andet ligge. Halvvejs blev vi indhentet af den franske børnefamilie og det ældre canadiske ægtepar, der havde fundet en tuk-tuk bil. De var på vej til et andet hotel, for ejerne af vores strandhytter synes vi skulle overnatte længere inde i land og højere over havet. Det gjorde vi så. Alle mulige rygter løb rundt. Nede ved molen var en lille baby skyllet væk og på den anden side af øen var ødelæggelserne store, forlød det. Informationer på engelsk var svære at få og det thailandske fjernsyn fortalte kun om, hvad der var sket i Thailand. Vi kunne høre ordet ”Phuket” hele tiden, men når vi spurgte hvorvidt folk var døde, fik vi ikke klare svar og billederne sagde på det tidspunkt ikke ret meget. Mere end fem timer efter bølgerne var der ingen stand up direkte fra Phuket og ingen turister havde på det tidspunkt indleveret deres amatøroptagelser. Vi så mest på et par snakkende hoveder i et studie.

Fra det nye sted kunne man stadig se ud over havet og vi havde iværksat en lille vagtordning, så der hele tiden var nogen der holdt øje med vandstanden. Ellers var det en aften, hvor folk talte mere sammen end normalt og hvor vandets stigning blev genfortalt igen og igen. Krimien, jeg havde i hånden da vandet kom første gang, var blevet tør og jeg lavede et lille læsehelle og fik den læst færdig.

Næste formiddag tog alle tilbage til stranden. Ejerne havde nået at rydde det meste op inden også de var kommet for at overnattet højere oppe over havet. Alligevel så det bestemt ikke ud som det lille strandparadis der havde mødt os, da vi var kommet to dage tidligere. Hynder og regnskaber på blåt papir lå til tørre i solen og i vandkanten lå de mest forunderlige konkylier, koraler og muslingeskaller. Foruden en masse affald.
Jeg satte mig igen op på den røde plastikkano og roede rundt mellem de mange flydende genstande. Jeg fandt flere klipklappere og en del kurve. Jeg var bange for at finde døde mennesker, men synes også jeg havde pligt til at lede, så hver gang jeg var i tvivl roede jeg hen og så efter. Ikke at jeg fandt nogle - store stykker træ og kokusnødder hoppede op og ned i vandet og snød mit blik.

Dette var dagen efter de store bølger og historierne begyndte at løbe ind; om færgen der var blevet løftet op på molen og var landet oven på færgemanden, der ikke havde overlevet. Om de mange fiskere, der ikke var kommet hjem og som ingen havde hørt fra. En af hotellets ansatte havde en bror, der arbejdede på Koh Phi Phi, og han tog ikke mobilen...

Om aftenen blev jeg for alvor klar over, hvor slemt det stod til andre steder. Et svensk par havde betalt en båd for at fragte dem over fra Phuket til Koh yao yai og de fortalte om de døde mennesker i gaderne, om flygtninge der fyldte alle hoteller og om den store bølge. De kom direkte fra Phuket og havde været på Patong beach, hvor Naren og jeg også havde overnattet, dagen før bølgen.

Pludselig følte vi os meget heldige. Og meget afsondrede. Koh yao yai er endnu ikke fyldt med supermarkeder, dykkerbutikker og restauranter. Og derfor heller ikke internetcafeer og telefonbokse. Det var en del af attraktionen for os, men nu var det blevet et stort problem at turistindustrien endnu ikke havde kastet sit blik på Koh yao yai, der er det mindst udviklede øsamfund i området omkring Phuket. Ejeren af vores strandsted havde en mobil, men ikke et abonnement til internationale opkald.

Selv om både Naren og jeg nu begge vidste, at vores familie og venner måtte være alvorligt bekymrede. så var det alligevel kun halvhjertede overvejelser vi gjorde os om at forsøge at komme væk fra øen for at melde os i live og alt vel. At tage tilbage til det kaos af lig og redningsarbejdere som Phuket var blevet forvandlet til, virkede nærmest ikke som en del af vores valgmuligheder – heller ikke selv om jeg stærkt tænkte på mulighederne for at freelance.

Færgen sejlede af gode grunde ikke længere og selv om jeg en kort stund legede med tanken om at snuppe den røde plastikkano, så var vi godt klar over at eneste mulighed ville være at chartre en båd. Det gjorde vi dagen efter og ud på eftermiddagen blev vi så fragtet tilbage til Phuket. Første handling var at finde en internetadgang og få givet livstegn. De mange bekymrede mails overraskede mig; jeg var ikke forberedt på at folk troede jeg var død. Jeg stortudede foran skærmen og flere mails blev aldrig læst helt færdige. Jeg forstod at mit navn var kommet på en liste over ”missing persons” og jeg fandt navnet på det hotel, hvor den danske ambassade havde sat et lille kontor op, hvor man kunne henvende sig. Der skyndte jeg mig hen og fik et stort knus til gengæld. ”Sørme godt at se dig!,” sagde en stresset ambassadør. En journalist ringede i det samme og ambassadøren fortalte om den unge kvinde, der netop var kommet ind af døren i god behold. Jeg vidste intet om, hvem der var i den anden ende, men min søster Maria har senere fortalt, at radioavisen omtalte ”solskinshistorien om den unge kvinde, der på trediedagen dukkede op fra en isolerete ø”.

Jeg skyndte mig tilbage til stedet med internetadgang og nu var min mailkonto i mellemtiden blevet fyldt med overstrømmende glade hilsner. Jeg græd igen. Hele tiden kom der flere til. Vidunderlige hilsner, som alle er gemt i en særlig mappe.

Igen og igen måtte Naren og jeg bekræfte hinanden i vores held. Samtidig med at jeg følte mig meget skyldig over al den bekymring og angst, som jeg var årsag til, måtte jeg også juble stille, taknemmelig over stadig at være til. De mange opslag med billeder af savnede børn og voksne, der hang overalt i byen, understregede vores held yderligere. Eftersom Naren er fra Sri Lanka havde vi også overvejet at holde ferie dér. Der blev man endnu hårdere ramt. Heldigvis har hans familie og venner det alle sammen godt. De fleste bor i hovedstaden Colombo, der gik fri af bølgerne. Det brugte vi også lidt tid på at finde ud af. Jeg skulle mødes med en journalist fra Berlingske Tidende. Han kom aldrig og det blev i stedet JP der fik et to minutter kort interview. Siden har jeg tænkt meget på om jeg svigtede professionelt ved bare at være en solstrålehistorie, i stedet for selv at berette om ødelæggelserne og det efterfølgende kaos.

Det er nemt at efterrationalisere og lege med tanken om, at også jeg burde have meldt mig på banen og rapporteret fra Phuket. Der er øjeblikke hvor jeg tænker, at jeg missede en stor chance...
Eftersom det er lige så nemt at forestille sig de store, altødelæggende tsunami-bølger der kunne havde ramt mig, bliver disse tanker dog hurtigt parkeret og i stedet for følelsen af at have misset en chance, sidder jeg med glæden over at have undgået bølgen.

Det var også med et miks af følelser at vi satte os ind i flyet. De mange tomme sæder og lufthavnens kaos af sedler og opslag om savnede mennesker fik mig igen til at føle skyld. Og hvem var det mon der skulle have siddet på de mange tomme sæder omkring os? Men jeg havde også lettelsens tårer trillende ned af kinderne, da vi rullede ud over landingsbanen og forbi de nedbrudte hegn.

De efterfølgende dage i Bangkok fløj afsted og nytåret blev fejret i en lille fortorvsbar, opstillet ud til en traffikeret bar. Her sad Naren og jeg og fik en stor whiskey hver, mens vi evaluerede livet, hinanden og alt midt i mellem. Jeg har ikke drukket champagne, jeg har ikke set en eneste raket – jeg har ikke engang talt nytåret ned. I år var det knap så vigtigt.

Nu er jeg vel tilbage i Kathmandu. Jeg er træt og får ikke meget fra hånden – men det er helt i orden med mig, for jeg ved, at jeg er en meget heldig kartoffel, der nok skal komme videre – også selv om ordet tsunami for evigt vil være forbundet med min 12 dage lange ferie i Thailand og den oversvømmelse, jeg pludselig befandt mig i.