Forår i Nepal?

Metaforer for forandring er der mange af. Når det gælder overgangen fra et autokratisk styre til demokrati kan jeg lige i løbet af fire sekunder komme op med disse;
Orange revolution, forår, nye vinde. I Nepal læner man sig i disse dage op af betegnelse for demokratibevægelsen i 1990 – dengang Nepal første gang fik afskaffet et feudalt styre. Jaana Andolan. Det kan oversættes med noget i retning af ”folkets bevægelse” – og det er et meget passende udtryk for, hvad der skete dengang og hvad der er i gære netop nu.

Siden alliancen af Nepals syv største partier i torsdags indledte deres strejker og demonstrationer har forandringens vinde blæst. Det er ikke længere kun the usual suspects; de unge mænd, journalisterne, advokaterne og partimedlemmerne der går på gaden. Det er også kvinder, ældre og offentligt ansatte skolelærere, læger, bankfolk og børn. Ansatte fra flere private virksomheder viser nu også åbent deres sympati med demokratibevægelsen og de politiske partier.

Nogle trodser myndighedernes daglange udgangsforbud ved at lave vejspærringer, brænde dæk af, sætte ild til lastbiler og kaste med murbrokker. Andre ved at sidde ned på vejen i timer, helt tæt, så sikkerhedsstyrker ikke kan komme igennem. Det er meget meget motiverende med al denne civile ulydighed og jeg håber, det vil føre noget med sig.

Tryk avler som bekendt modtryk. Den seneste uge er mere end 2300 mennesker arresteret landet over. Heraf 111 journalister. Fire mennesker har mistet livet, efter at sikkerhedsstyrker har skudt imod demonstranter.

Hvad gør den nepalesiske konge, Gyanendra – ham som det hele handler om? Han sidder på sit slot i feriebyen Pokhara og siger ingenting. Det lader han sine håndlangere i den håndplukkede regering om. Tirsdag virkede det som om situationen lettede lidt, primært fordi udgangsforbudet blev afkortet. I dag onsdag ved jeg bedre. Dagen i går var en af de mest blodige; myndighedernes brutalitet overfor demonstranterne var og er fuldstændig uhørt. Se billederne og læst beretningerne direkte fra de nepalesiske journalister på Kantipur Online, Nepalnews og Himalayan Times

Jeg har efterhånden været til en del forskellige demonstrationer her i byen; for pressefrihed, for demokrati, imod kongen, for arbejdsrettigheder, for kasteløse - you name it. Ofte har det været de samme folk i front. De unge mænd. De, der søger lidt aktion og ikke har noget i mod en tur i fængsel, lidt tåregas - og som gerne tager en mursten i hånden for at kaste den mod andre. I disse dage ser man også kvinder og børn og ældre mennesker. Demokratibevægelsen er vokset. Også udenfor Katmandu.

I distriksbyerne er der ofte tale om meget store forsamlinger. Det skyldes dog ikke kun folks opbakning til de politiske partiers ønske om demokrati. Maoisterne har flere steder tvunget mindst et medlem fra hvert hushold til at møde op.

Maoisterne har erklæret deres fulde opbakning til partiernes protestprogram og fortsætter i øvrigt deres angreb på militærbarakker og offentlige bygninger. Malene og Jacob, der begge er udviklingsarbejdere for Mellemfolkeligt Samvirke lå hele fredag nat og hørte på skyderier, da byen Butwal blev angrebet. Læs deres blogberetninger her
www.malenelaerke.wordpress.com
http://jacobthorsen.wordpress.com/