Tilbage i Kathmandu

Antallet af kalenderdage passer dårligt med mængden af de mange indtryk og oplevelser jeg har med mig hjem efter 13 dages rundrejse i det vestlige Nepal. Det har været hårdt og udmattende, men også meget interessant. Jeg har mødt en masse folk fra de organisationer, som MS samarbejder med. Mennesker der ofte selv må knokle, men alligevel finder overskud til frivilligt arbejde. Livsbekræftende - midt i en konflikt.

Jeg har siddet med under et utal af møder, meget er gået hen over hovedet på mig, men jeg har lært - og sine tidspunkter stønnet over - den nepalesiske mødekultur. Jeg har fået diskuteret DW rollen med de danske kollegaer, som jeg har boet hos undervejs. Vi har vendt besværligheder og glæder og alt i alt er jeg meget mere forberedt på snart selv at skulle i gang for alvor. Onsdag startede jeg på sidste del af sprogkurset - en del motiveret efter at have oplevet hvor irriterende det er, at være afhængig af en tolk.

Efter flyveturen ud af Kathmandu og landingen i Nepalgunj, satte jeg mig ind i Jeppes Hilux og så kørte vi ellers fem timer gennem maoistland, naturreservat, militære chekpoints, flodsenge og bombehullede veje mod Dhangadhi by, der ligger i lavlandsområdet Terai.

(På vejen fik jeg set en krokodille, to vilde påfugle og en mængde aber og hejrer. Manglede lige de små elefanter, den bengalske tiger og flodhesten Finn.)

Dhangadhi er en støvet by med en enkelt bred hovedgade, hvor byens bazaar ligger. Ikke ulige kulissen til en amerikansk western. I stedet for mænd til hest består gadetrafikken af cykler og rickshaws og en sjælden motorcykel. Modsat Kathmandu er der ikke mange biler. En oksekærre kan fint være the means of transportation, hvis man har et stort læs.
At ankomme i Jeppes bil med Jurassic Five på anlægget og nedrullede vinduer er derfor ikke just at ankomme anonymt. Nepal er et land hvor man ikke passer sig selv, så der gik ikke lang tid før hans telefon ringede og folk skulle høre, hvad han havde lavet så længe i Kathmandu. (Han kunne ikke rejse hjem på grund af udgangsforbud.)

Temperaturen i Dhanghadi sagde 35 grader. Om natten. En enkelte nat, da jeg lå under det roterende faneblad og stønnede, måtte jeg hente en kold flaske vand i køleskabet og ligge med den på håndleddet, for at køle lidt ned på de indre termostater. Velkommen til Terai. Myggeland og maoland. Tre bomber sprang og en enkelt tidligere politimand blev skudt, mens jeg var der. Konflikten var tæt på. Men alligevel så underligt usynlig for mit øje. Der er militære tjekpoints, hvor busser og biler og gående bliver registreret, der er udgangsforbud efter klokken ni og der er gader, hvor man ikke kommer hvis man er regeringsansat. Det er de nepalesere, som Jeppe arbejder sammen med.

Jeppe arbejder med dambrug. Hans partner FDC - Fish Development Center - producerer fiskeyngel og træner Terai-boere i, hvordan man driver et dambrug. Det er et såkaldt indkomstgenererende projekt, hvor målgruppen er de meget fattige, ofte lavkaster. Det var rart endelig at møde nogle af de mennesker, som i sidste ende får gavn af MS' tilstedeværelse. 31-årige Lalimati bor i en længe i et lerhus, med sine tre børn, sin mand og mandens brødre og deres familier. Hun og 18 andre kvinder har fået træning i dambrug og kan derfor nu sælge nogle fisk og få en indkomst af den vej. Det smukke er, at arbejdet med dambruget og gruppen har løftet selvværdet hos Lalimati og mange af medlemmerne. De er blevet bevidste om egne rettigheder og muligheder - og deler gerne ud af det til andre nystartede grupper. Tidligere har de, fordi de tilhører en lavkaste-gruppe og oveni er kvinder, ikke været vandt til at kunne sige deres navn højt til fremmede!

Efter fire dage i Dhangadhi og seks timers Landcruiser-kørsel af snoede bjergveje fandt jeg mig selv i byen Silghadi. En bjergby, hvor man ikke kan købe toiletpapir eller langtidsholdbar mælk og hvor strøm og telefonforbindelser er noget, der kommer og går dagligt. Her fik jeg brugt den medbragte lommelygte en del.

Udover at deltage i en masse møder, være frustreret over mine sproglige mangler og min deraf følgende observatørstatus, besøge bjerglandsbyer til fods og hilse på MS partnere, havde jeg nogle gode samtaler med Lise, som jeg boede hos. Hun har været i Nepal siden februar. Hun har stadig masser af hverdage fyldt med frustrationer over at være tilskuer. Men, som hun siger; så bliver der længere og længere i mellem dem. Well, nu har jeg siddet på hendes vidunderlige terrasse og set morgendisen lette over bjergkammene, som hun har direkte udsigt til fra alle vinduer. Alle i byen ved, hvem hun er og hun har det godt her, og så er det jo bare sådan at der er gode og dårlige dage uanset hvor man er.

Efter fire dage var det tid til at tage bussen tilbage til Nepalgunj og det varme Terai. Busturen var et 11 timer langt mareridt med militære tjekpoints, ingen affjedring, opkast på tæerne fra en lille pige ved siden af mig og invaliderende høj, skinger hindu-musik lige ind i ørene. Da vi endelig nåede frem, var jeg en smule afkræftet af mine mange forsøg på, på bedste zen/yoga-vis ”ligesom bare at lade det hele passere igennem kroppen uden at lade sig gå på af noget”....

I Nepalgunj deltog jeg i ”regional meeting” for alle MS partnere i Mid-west og Central Nepal. Et studie i en anden mødekultur. To dage i skrædderstilling på gulvet, heldigvis afbrudt et par gange af en sangleg, en dans eller en pause. ”Jo mere jeg taler, jo klogere tænker de andre nok jeg er” er desværre en udbredt sygdom blandt nepalesiske ngo'ere. Det her med at skære ind til benet, fokusere på det mest relevante og fatte sig i korte og klare sætninger er ikke lige måden her. Efter en uge på turné rundt til tre forskellige byer og det dobbelte antal partnere, var jeg ved at være godt mæt af lange møder på nepali.

Efter de to første dage tilbage i lavlandet kunne jeg i øvrigt tælle 19 myggestik på benene, 16 på ryggen, 8 på hænderne - og så vælger jeg graciøst at udelade dem på armene og fortæller ikke detaljeret om alle de sjove steder, hvor jeg har fået varmeknopper.

Heldigvis er det ikke den farlige form for malaria, man kan få i Nepal. Men myggestikkene klør stadig!